søndag den 21. juli 2013

Et år er gået

Hold da op hvor tiden flyver afsted. Idag er det et år siden vi ankom til Australien og vi tog hul på et nyt kapitel i vores liv. 
Det har været et hårdt år med rigtig mange udfordringer. Jeg har grædt, råbt og gemt mig væk. Jeg har været frustreret og ked af det og tænkt rigtig mange gange at nu kan jeg ikke mere, men så sidder man her og er kommet igennem året og tænker at det lykkes. 
Jo, må nu stadig sige at jeg ikke synes det har været det vær altid. Jeg ville ikke til Australien, ikke så meget på grund af landet, det kendte jeg ikke noget til, men mere afstanden til DK og det er absolut ikke blevet bedre. Synes stadig det er meget langt væk og føler mig stadig meget ensom.
Vi har et godt liv og vi har fået nogen rigtig gode venner og en dejlig Aussie familie. Så er da efterhånden ved at være glad for at være her. Jeg nyder stadig vores expat liv og jeg nyder hver dag, at vi har muligheden for alle de her oplevelser, at vores drenge kommer til at vokse op med forskellige kulture og religioner og lære helt fra barnsben at skulle integrere sig og skulle tale andre sprog end dansk. Det tror jeg helt bestemt, er en stor gave senere i livet.
Men det har også sine omkostninger. Mange tror at det hele er så nemt og jeg er jo bare hjemmegående og har alverdens tid, men det er nu ikke sådan det helt forholder sig.
At skulle starte forfra i et nyt land med 2 små børn, er en meget stor udfordring og man har ingen ide om hvor træt man bliver.
Vi kom til Perth og ingen af os havde været her før. Vi kom en sen lørdag aften og mandag morgen startede Bastian arb. og var væk 11-12 timer hverdag. Så sad jeg der i en service apartment, som var noget så forfærdelig og kunne ikke komme nogen steder og måtte bare side og vente på Bastain kom hjem, med 2 skrigene børn. De kunne ikke forstå at de skulle være lukket inde der i så mange timer og de kedet sig. Når Bastian så kom hjem skulle vi ud og kigge på forskellige suburns for at finde ud af hvor vi gerne ville bo og det kan være lidt svært at se om områderne er noget, når det hele er mørkt. Så ligner det hele lidt hinanden. 
Vi besluttede os for at vi skulle bo nord for byen og udpegede os nogen områder. Så dukkede dette hus op og vi sendte ansøgningen afsted, selvom vi mente det var lidt dyrt for området, men vi var ved at være desperate. I ansøgningen skrev vi at vi gerne ville sætte lidt billeder og hylder op på væggen, men nej, det ville de ikke ha, så vores ansøgning blev afvist og vi måtte igen igang med at lede. Huset faldt så i pris og vi ringede og sagde at vi stadig gerne ville betale det samme, men så ville vi også ha lov til at sætte noget op på væggene. Vi hørte intet!!
Efter 3 uger i service apartmenten var jeg ved at være der og jeg kunne ikke mere. Så Bastain ringede til agenten og tilbød mere i leje og vi skulle ha lov til at sætte ting på væggene og så skulle vi ha besked samme dag og endelig lykkes det. Vi fik skrevet under på lejekontrakten og vores container var i havn og det hele begyndte at lysne. Men NEJ!!!! Flyttefirmaet klokkede i det eller det vil sige de lavede ingenting og havde vist lidt glemt at ordne vores papirer, så nu sad vores container fast i customs. Fantastisk!!! Det tog dem lige 10 dage ekstra at få styr på det og de ville selvfølgelig ikke indrømme at det var deres fejl. Vi fik vores ting og vi kunne begynde at flytte ind og hold nu op der var meget.
Vi havde stadig begge drenge hjemme, da vi ikke kunne finde et day care vi mente der var noget værd. 
Jeg fik selvfølgelig madforgiftning mit i indflytningen og 3 dage senere rejste Bastian til Barrow Island og var væk i 8 dage. Så der sad jeg, midt i flyttekaos, med 2 drenge og ingen bil og total afkræftet og stadig syg af madforgiftning. Jeg troede aldrig jeg skulle komme igennem den uge, men det lykkes jo.
De efterfølgene måneder rejste Bastian rigtig meget og da vi nåede november var jeg ved at give op. Så Bastian sendte mig en uge til Dubai. Hjem i sandkassen og hjem til vores gamle naboer. Jeg blev top forkælet og fik lidt energi og jeg tog hjem til mine drenge og kunne begynde og glæde mig til julen og at mine forældre skulle komme. Vi kom ind i det nye år og drengene startede nyt day care, som har været rigtig godt, men igen var det nye mennesker og et nyt sted de skulle tage stilling til og Elliot reageret temmelig voldsomt, med gråd og skrig hver eneste dag i de første 3 måneder. Det var hårdt at se sin dreng fortvivlet og ked af det. Nu går det fint og vi er rigtig glade for, at vi valgte at flytte dem, for det her sted er virkelig meget bedre. Så nu er vi endelig faldet til og har en rytme og hverdag. Bastain rejser stadig meget. Cirka 2 gange om måneden. Drengene og jeg har vores helt egen rytme når han er væk og det går rigtig godt. Selvfølgelig er man træt når man har været alene i 7-9 dage, men som sagt, så har vi vænnet os til det og så top hygger jeg bare med drengene og de bliver forkælet lige lidt ekstra :O)
Så ja, det har været et hårdt år, med rigtig mange udfordringe og et meget stort savn til venner og familie. Vi har ikke været i DK et år nu og kommer nok heller ikke til Dk det næste år og så må vi se hvad der sker efter det. 
Bastian er på projekt og har kontrakt for et år af gangen. Så vi kan ikke planlægge så langt frem. 
Tror gerne vi vil blive her nogen år endnu i forhold til drengene. Kan ikke overskue at rive alt op igen om et år, for at starte forfra i et nyt land. Jeg har virkelig nyt at vi de sidste par måneder er faldet til og vi har en rytme og hverdag, som er uden de store udsving. Så at prøve et par år uden de store udfordringe og bare at få lov til at nyde drengene ville virkelig være rart. Så det er det vi satset på lige nu, men vi kan jo aldrig vide os sikre. For er der ikke noget arb. at få, tja.... så er det jo bare viderer og hvor det så er, det har vi ingen ide om. Lad os håbe det er lidt tættere på DK :O)

Til jer der læser med og endte stå og er ved at flytte til udlandet eller godt kunne tænke jer det, skal i ikke lade jer afskrække af mit indlæg. 
Jeg elsker stadig mit expatliv og alle de muligheder og oplevelser man får med på sin vej, men det er bare ikke altid så lyserødt. Der er rigtig mange udfordringer, bekymringer og frustationer med i pakken.
Men når man endelig er på plads og har muligheden for at slappe lidt af, så er det fantastisk.
Hver eneste dag sætter jeg pris på det min mand gør for os og de muligheder han sørger for vi har. Jeg nyder jeg kan gå hjemme og få lov til at opleve drengene. Jeg nyder at have mine fridage med dem. Ja, hver torsdag har jeg Tristan hjemme og hver fredag har jeg Elliot hjemme. Så dejligt at få dem på alene hånd. 
Når vi har weekend skal vi ikke tænke på tøjvask, rengøring, indkøb, madlavning osv., for alt det har jeg jo ordnet i løbet af ugen. Så når vi har weekend, har vi fri og så er det familien der er i fokus. Så nyder virkelig, at vi som familie har så meget tid sammmen, når Bastian endelig har fri.
Man bliver virkelig knyttet sammen som familie, vi har ikke andre end hinanden. Så alt bliver delt i familien og det gør jo at man virkelig får at meget tæt forhold og bliver meget stærke sammen. 
Så ville aldrig vælge om.
Hvis du sidder med en masse spørgsmål, så skriv endelig :O)

Ja, der var ikke meget kreativt i dette indlæg, det kommer forhåbentligt snart. Er i hvert fald kommet i gang med at sy. Det er bare lige det med tiden, den er der ikke helt nok af.Kender i det???  ;O)

3 kommentarer:

  1. Bliver så rørt af din ærlighed og inderlighed...kan nikke genkendende til alle de ting du skriver...når man flytter, siger man ja, til et liv fyldt af spændende og livsbekræftende oplevelser, men også til et liv med ensomhed, længsel og evig dårlig samvittighed(i mit tilfælde:-))
    Tak for en skøn blog-er glad på dine vegne,at fornemme, at stille og roligt,men sikkert, har du fundet styrken til at atter være grundpillen i jeres lille familie!Kærligst,Imola

    SvarSlet
  2. Kære Imola
    Tusind tusind tak for din søde kommentar. Den varmer virkelig og lysten til at skrive bliver lige det større. Men ak.... Den tid, hvor bliver den af!!??
    Ja, dårlig samvittighed er også en meget stor faktor. Den man slet ikke sætte sig ind i hvor meget fylder.
    Hvor i verden bor du??
    Mange hilsner
    Louise

    SvarSlet
  3. Tak for din blog sødeste, savner jer helt vildt. Det hele er en stor prøvelse i starten, og er meget glad for at læse at du/I nu endelig har fundet roen, og kan nyde hverdagen og hinanden. Mange knus og tanker fra Dubai

    SvarSlet